22/12/2021
En Global Udfordring: Økonomisk Mobilitet og Vejen Frem
Spørgsmålet om økonomisk mobilitet – evnen til at bevæge sig op ad indkomststigen over et livsforløb – er et af de mest fundamentale inden for samfundsvidenskab. Lever børn et bedre liv end deres forældre? Og hvordan kan vi bedst sikre, at alle har adgang til de muligheder, der gør denne opstigning mulig? Mens disse spørgsmål er lette at stille, er svarene ofte komplekse, især når vi ser ud over en enkelt by, stat eller land og betragter det globale billede. En ny rapport fra Verdensbanken kaster lys over netop dette, idet den analyserer 148 lande, der repræsenterer 96 procent af verdens befolkning, for at vurdere den økonomiske mulighed og opadgående mobilitet, som landene tilbyder deres borgere. Dette er en enorm indsats, der giver os mulighed for at sammenligne udviklingslandenes situation med den i USA og andre højtudviklede nationer.

Uddannelse som Målestok for Mobilitet
Rapporten afviger fra den traditionelle indkomstbaserede metrik og anvender i stedet uddannelsesmæssig opnåelse som grundlag for at definere opadgående mobilitet. Der skelnes mellem to former for mobilitet:
- Absolut opadgående mobilitet: Henviser til børns evne til at "overgå" deres forældre uddannelsesmæssigt. Hvis forældre for eksempel kun afsluttede gymnasiet, mens deres børn opnåede en videregående uddannelse, afspejler dette absolut opadgående mobilitet.
- Relativ mobilitet: Beskriver børns evne til at klare sig bedre end deres jævnaldrende, sammenlignet med hvordan deres forældre klarede sig i forhold til deres egen generation. Hvis forældre befandt sig i den nederste kvartil af uddannelsesniveauer, mens deres børn er i den midterste eller øverste kvartil, er der tale om relativ opadgående mobilitet.
Konvergens eller Tilbagegang?
Ved at anvende data fra den nye Global Database of Intergenerational Mobility (GDIM) og sammenligne udviklingslande med højindkomstlande, observeres en indsnævring af kløften i absolut mobilitet. For kohorten født i 1980'erne opnåede 57 procent af børnene i højindkomstlande en højere uddannelse end deres forældre. For udviklingslandene var dette tal 47 procent. Denne forskel er næsten 10 procentpoint lavere end for kohorten født i 1940'erne. Dette kunne tyde på en konvergens i absolut mobilitet.
Imidlertid er årsagen til denne konvergens bekymrende. Kløften indsnævres ikke, fordi udviklingslandene forbedrer sig markant, men snarere fordi højindkomstlandene klarer sig dårligere end tidligere. Desuden er fremskridtene inden for mobilitet stagneret på et lavere uddannelsesniveau for udviklingslandene sammenlignet med gennemsnittet for højindkomstlande. Udviklingslandenes uddannelsesniveauer i dag svarer til dem, højindkomstlandene havde for 40 år siden. Der er også betydelig variation inden for udviklingslandene. For den fødselsårgang 1980'erne fandt undersøgelsen, at kun 12 procent af voksne i Afrika syd for Sahara havde mere uddannelse end deres forældre, sammenlignet med over 80 procent i Østasien.
Uddannelse vs. Indkomst: En Sammenhæng?
Det er vigtigt at sammenligne uddannelsesmetrikken med indkomstmetrikken. Er uddannelse en god proxy for indkomst, når vi måler mobilitet? Hvor godt korrelerer disse to variabler? Selvom kønsforskelle i uddannelsesmæssig mobilitet er vendt siden 1960'erne, med kvinder der nu opnår højere uddannelsesniveauer end mænd, har dette ikke nødvendigvis ført til højere indkomstmobilitet for kvinder. Fra et generationsperspektiv giver det mening, at uddannelse og indkomst bevæger sig i samme retning. Forskning viser, at personer med højere uddannelsesniveauer typisk har højere indkomster. Desuden er forældre med økonomiske ressourcer bedre i stand til at investere i deres børns uddannelse, hvilket fører til en fastholdelse af indkomster og uddannelsesniveauer på tværs af generationer.

Ud over investeringer i uddannelse kan intergenerationel mobilitet være højere for dem, der vokser op i husholdninger med højere indkomst, på grund af forældrenes egenskaber, adgang til god ernæring, børnepasning og større stabilitet i hjemmet. Dette er en væsentlig årsag til, at intergenerationel økonomisk mobilitet er vedholdende. Der er større sandsynlighed for, at børn født i en bestemt indkomstkvartil forbliver i den.
USA's Situation: Et Bekymrende Billede
Hvad angår USA, viser forskning af Raj Chetty og andre, at den absolutte opadgående økonomiske mobilitet er faldet siden 1940'erne. For børn født i 1940'erne tjente mere end 90 procent mere end deres forældre. I dag er dette tal faldet til 50 procent.
| Fødselsårgang | Procent tjener mere end forældre |
|---|---|
| 1940'erne | > 90% |
| Nutiden | 50% |
En lignende analyse af uddannelsesmæssig mobilitet i USA, baseret på de nye data fra Verdensbanken, viser en uheldig lighed. Gennemsnitssandsynligheden for, at et barn i en bestemt fødselsårgang opnår en højere uddannelse end deres forældre, var tæt på 70 procent i 1940'erne. For årgangen 1980'erne er dette tal faldet til under 45 procent.
| Fødselsårgang | Sandsynlighed for højere uddannelse end forældre |
|---|---|
| 1940'erne | ~ 70% |
| 1980'erne | < 45% |
Desuden er sandsynligheden for, at børn med forældre i den nederste halvdel af uddannelsesranglisten "overgår" deres forældre og når den øverste uddannelseskvartil, også faldende. Dette kaldes "poverty-to-privilege" raten.

Globale Tendenser og Løsninger
Det globale kort over økonomisk mobilitet viser både håb og bekymring. Tretten ud af de femten mindst mobile lande globalt ligger i Afrika syd for Sahara og Sydasien, mens nogle af de mest mobile økonomier findes i Vesteuropa, Canada, Australien og Japan. Men skellet er ikke entydigt. Truslen mod økonomisk mobilitet eksisterer også i udviklede højindkomstlande som USA. USA er en af kun fire højindkomstøkonomier blandt de 50 økonomier med de laveste rater af relativ opadgående mobilitet.
Selvom problemerne varierer fra land til land, er mange løsninger universelle. Rapporten fremhæver vigtigheden af investeringer i den tidlige barndom gennem subsidieret børnepasning og betalt barsel, ernæringsprogrammer, kvalitets folkeskoleprogrammer og skoler, forbedrede erhvervsnetværk og arbejdsmarkedsinterventioner som arbejdsgiverfradrag for ansættelse af yngre arbejdere. Men den peger også på en ny og ofte overset faktor: rollen af aspirationer, både hos forældre og børn. I Mexico, for eksempel, var unge mellem 12-22 år, der havde højere aspirationer om mobilitet, langt mere tilbøjelige til at blive i skolen og udvise bedre generel adfærd, især med hensyn til sundhed. Lignende resultater er rapporteret i en bred vifte af lande.
Politisk Ansvar og Fremtiden
Politikere har en simpel opgave: at gøre fremskridt på dette område. Det kræver konkrete, praktiske handlinger for at realisere drømmen om opadgående mobilitet for mennesker verden over. USA's politikker har i visse tilfælde haft en mobilitetsreducerende effekt, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorfor dette valg er truffet. Mens der er enighed om, at lige muligheder er afgørende for mobilitet, tyder de nuværende tendenser på, at vejen frem kræver en genovervejelse af eksisterende strategier og en fornyet indsats for at sikre, at alle har chancen for at opnå deres fulde potentiale.
Ofte Stillede Spørgsmål
- Hvad er den primære forskel mellem absolut og relativ mobilitet?
- Absolut mobilitet måler, om børn uddannelsesmæssigt overgår deres forældre, mens relativ mobilitet ser på, om børn klarer sig bedre end deres jævnaldrende, sammenlignet med deres forældres position i deres egen generation.
- Hvorfor bruger rapporten uddannelse i stedet for indkomst som mål?
- Uddannelse anses for at være en vigtig forløber for indkomst og en mere direkte indikator for potentiale og muligheder. Rapporten anerkender dog, at uddannelse ikke altid direkte oversættes til indkomstmobilitet, især for kvinder.
- Er der forskel på mobiliteten i udviklingslande og højindkomstlande?
- Ja, rapporten viser, at kløften i absolut mobilitet er indsnævret, men primært fordi højindkomstlande oplever en tilbagegang, mens udviklingslandene er stagneret på et lavere niveau. Der er også betydelig intern variation inden for begge grupper af lande.
- Hvad kan gøres for at forbedre økonomisk mobilitet?
- Rapporten foreslår investeringer i tidlig barndom, uddannelse, sundhed, samt politikker der understøtter arbejdsmarkedet og fremmer aspirationer. Det understreges, at konkrete politiske handlinger er nødvendige.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Økonomisk Mobilitet: En Global Udfordring, kan du besøge kategorien Teknologi.
