Faktorers mobilitet og skattesatser

Faktormobilitetens Indflydelse på Skattesatser og Økonomisk Konvergens

I den økonomiske litteratur har spørgsmålet om, hvordan mobiliteten af produktionsfaktorer påvirker skattesatser og økonomisk konvergens, været genstand for betydelig debat. Traditionelle neoklassiske vækstmodeller, oprindeligt udviklet til at forklare væksten i en enkelt lukket økonomi, er senere blevet udvidet til at analysere forskelle i indkomst pr. indbygger på tværs af forskellige økonomier. En central antagelse i disse modeller er dog ofte, at økonomierne er relativt lukkede, hvilket kan være problematisk, når man analyserer konvergensprocesser på et sub-nationalt niveau, hvor barriererne for handel og faktortransport er betydeligt lavere.

Denne artikel vil dykke ned i de teoretiske og empiriske implikationer af faktormobilitet for skattesatser og økonomisk vækst. Vi vil undersøge, hvordan modeller for åbne økonomier, der inkorporerer interregionale strømme af kapital og arbejdskraft, adskiller sig fra modeller for lukkede økonomier, og hvilke konsekvenser dette har for vores forståelse af konvergens. Derudover vil vi se på empiriske studier, der forsøger at kvantificere effekten af faktormobilitet på konvergensrater, og diskutere eventuelle uoverensstemmelser mellem teori og praksis.

Implikationer af Interregionale Strømme

For at forstå, hvordan faktormobilitet påvirker skattesatser og økonomisk konvergens, kan vi starte med at betragte den åbne-økonomi version af den traditionelle neoklassiske model, som udviklet af Borts og Stein (1964). I denne ramme antages det, at faktorer kan bevæge sig frit som reaktion på forskelle i deres aflønningsrater, bestemt af marginalproduktivitet i perfekt konkurrence. Teknologier og præferencer antages at være ens på tværs af regioner.

I et sådant scenarie kan en regions beholdning af kapital pr. enhed af effektiv arbejdskraft (k̃) ændre sig ikke kun på grund af intern opsparing, men også på grund af interregionale strømme af kapital (GK) og arbejdskraft (GL). Disse strømme er funktioner af forskelle i aflønningsraterne for kapital (r) og arbejdskraft (ω) mellem regionen og resten af økonomien. Hvis aflønningsraterne er højere i en region, vil kapital strømme til, og hvis arbejdskraftens aflønningsrate er lavere, vil arbejdskraft strømme væk.

Under antagelsen om fælles teknologi og præferencer vil hver regional økonomi konvergere mod en fælles steady-state ligevægt. I denne ligevægt vil variabler pr. enhed af effektiv arbejdskraft være konstante. Forskelle i aflønningsraterne kan kun opstå, hvis de eksisterende niveauer af kapital-arbejdskraft-forholdet varierer. Traditionelle neoklassiske antagelser implicerer, at marginalproduktet af kapital er højere i regioner med et lavere kapital-arbejdskraft-forhold, mens marginalproduktet af arbejdskraft er højere i regioner med et højere kapital-arbejdskraft-forhold. Dette indebærer, at kapital vil tendere til at strømme fra regioner med et højt kapital-arbejdskraft-forhold til regioner med et lavere, mens arbejdskraft vil bevæge sig i den modsatte retning. Disse strømme forstærker konvergensen til steady-state ligevægten.

Overgangen til steady-state kan føre til højere vækstrater i regioner med lavere kapital-arbejdskraft-forhold. Hvis justeringen i kapital- og arbejdsmarkederne er øjeblikkelig, ville konvergenshastigheden være uendelig. For at undgå dette paradoksale resultat introduceres ofte justeringsomkostninger for investeringer og migration, hvilket resulterer i en højere, men endelig, konvergenshastighed sammenlignet med en lukket økonomi. Dog kan en integreret kapitalmarked, hvor alle kan låne til en fælles national rente, føre til andre uønskede resultater, som f.eks. at alle aktiver samles i én region.

Konvergens Gennem Handel og Teknologisk Diffusion

Udover faktormobilitet kan konvergens i interregional indkomst pr. indbygger også blive forstærket af handelsrelationer. Selv uden faktormobilitet kan interregional handel føre til en udligning af varepriser og en specialisering af regionale produktionsstrukturer, der resulterer i en udligning af faktarpriser (Samuelsons faktorprisudligningsteorem). Desuden, i nærvær af forskelle i regional teknologisk niveau, kan interregional handel fremme teknologisk diffusion, når teknologiske fremskridt er indlejret i handlede varer. Dette giver fattigere økonomier en mulighed for at konvergere med rigere.

Samlet set beskriver den traditionelle neoklassiske model en iboende tendens for det økonomiske system til at nå en ligevægtstilstand, ikke kun for de regionale markeder, men også for relationerne mellem regionerne og resten af økonomien. De regionale økonomier, der udgør systemet, befolkes af individer, der deler lignende teknologiske systemer og dermed samme steady-state. Forskelle i regional økonomisk vækst skyldes derfor primært to kilder: (i) den internt finansierede vækst i kapitalbeholdningen pr. arbejder, og (ii) en gradvis reduktion af en initial interregional fejlallokering af ressourcer, drevet af åbenhed.

Empiriske Resultater og Udfordringer

Det er fristende at se, om den åbne version af den neoklassiske model kan forklare resultaterne fra regressionsanalyser. Mange forskere mener, at estimater fra disse analyser er stærkt forvrængede, enten på grund af antagelsen om lukkede geografiske enheder eller andre metodologiske problemer. Alligevel er det værdifuldt at overveje, hvilke mekanismer der driver konvergens ifølge den neoklassiske model, udover akkumulering af kapital.

Konvergensrater estimeret fra tværsnitsregressioner er generelt lave, selv i internationale studier. Den typiske hastighed på ca. 2% antyder en kapitalandel i indkomsten tæt på 0.7 eller 0.8, hvilket er markant højere end de sædvanlige 0.4. Mankiw, Romer og Weil (1992) foreslog en modificeret model, der inkluderer menneskelig kapital, for at forene de teoretiske forudsigelser med de empiriske resultater. Ved at definere kapital bredt, der inkluderer menneskelig kapital, reduceres arbejdsandelen til et niveau, der er konsistent med tværsnitsdata om konvergenshastighed.

Paneldata-tilgange giver generelt højere estimater for konvergensrater, hvilket nogle har tolket som støtte til den åbne-økonomi version af den neoklassiske vækstmodel. Dog er der grunde til skepsis. Nogle studier (f.eks. Bond, Hoeffler og Temple, 2001) argumenterer for, at høje estimerede konvergensrater i paneldata kan skyldes bias i estimeringsmetoden. Derudover er paneldata-estimaterne overraskende ens på tværs af meget forskellige regionale datasæt, der har varierende grader af åbenhed, og er ikke markant højere end dem fundet i internationale studier.

Mobilitetens Rolle: Migration og Andre Mekanismer

En mere produktiv tilgang kan være at søge mere direkte beviser for rollen af forskellige interregionale strømme. Studier, der fokuserer på migration, er dog ikke talrige. Barro og Sala-i-Martin (1991, 1995) inkluderede nettomigrationsraten som en forklarende variabel i vækstregressioner for amerikanske stater, japanske præfekturer og europæiske regioner. De forventede, at en reduktion i konvergensraten, når migrationsraterne holdes konstante, ville give et direkte mål for migrationens rolle. Til deres overraskelse fandt de, at konvergensraterne ikke blev signifikant påvirket, selv når der blev taget højde for endogenitet. Disse resultater, sammen med observationen af, at nettomigration reagerer positivt på indkomstniveauet, antyder, at migration spiller en relativt lille rolle i konvergensforklaringen, mens den primære forklaring ligger i den internt finansierede justering af kapital-arbejdskraft-forhold.

Blanchard (1991) og Blanchard og Katz (1992) foreslog en anden fortolkning. Ved at bruge en simpel model for et system af små åbne økonomier med høj faktormobilitet viste Blanchard (1991), at amerikanske staters indkomster pr. indbygger konvergerer mod en stabil, stokastisk steady-state distribution, hvor arbejdskraftmobilitet er et afgørende element. Deres senere arbejde bekræftede vigtigheden af migration over andre justeringsformer blandt amerikanske stater og antydede, at migration er mere bestemt af ændringer i arbejdsløshed end af relative lønforskelle.

Disse konklusioner, baseret på VAR-teknikker på korte data, er dog åbne for kritik. Det er dog bemærkelsesværdigt, at hovedbudskabet – at faktormobilitet er afgørende for at forstå regional vækst – har fået begrænset opmærksomhed i litteraturen om regional konvergens. Dette budskab synes at have endnu større relevans for regionale systemer med lavere grad af arbejdskraftmobilitet end i USA og Europa.

Der er rigelig evidens, der understøtter disse bekymringer. Mens relativ arbejdsløshed og løn påvirker interregional migration i Storbritannien og Vesttyskland, er den resulterende regionale justering til chok meget lav. Barro og Sala-i-Martin (1991, 1995) fandt, at nettomigrationstendensen reagerer positivt på indkomstniveauet i USA og Japan, men at denne relation er svagere for europæiske regioner. Eichengreen (1993) fandt, at elasticiteten af migration i forhold til arbejdsløshedsforskelle er dobbelt så stor i USA som i europæiske lande. Tilsvarende bemærker Bentivogli og Pagano (1999), at løn- og arbejdsløshedsforskelle generelt er større og mere vedholdende i EU end i USA.

Alternative Justeringsmekanismer i Europa

Selvom arbejdskraftmigration kan være en ufuldstændig justeringsmekanisme i Europa, kan andre mekanismer kompensere. Eichengreen (1993) foreslår, at disse mekanismer kan omfatte interregional kapitalmobilitet og regeringens politik. Decressin og Fatas (1995) peger på ændringer i arbejdsstyrkens deltagelse, mens Cheshire og Magrini (2002) finder beviser for, at ændringer i pendlerforhold kan spille en betydelig rolle som en alternativ kilde til rumlig justering i tæt befolkede dele af EU.

Tabel: Sammenligning af Modeller for Konvergens

Ofte Stillede Spørgsmål om Faktormobilitet og Skatter

Hvordan påvirker fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft skattesatserne i et land?

Fri bevægelighed af faktorer kan presse skattesatserne nedad. Hvis et land har høje selskabsskatter, kan virksomheder og kapital flytte til lande med lavere skatter. Tilsvarende kan høje personlige indkomstskatter tilskynde kvalificeret arbejdskraft til at søge arbejde andre steder. Dette skaber et pres for at harmonisere skattesatserne internationalt eller regionalt for at forblive konkurrencedygtig.

Er der en direkte sammenhæng mellem konvergenshastighed og skattesatser?

Nej, ikke direkte. Konvergenshastigheden afhænger af faktormobilitet, teknologisk spredning og akkumulering af kapital. Skattesatserne kan dog påvirke disse faktorer indirekte. For eksempel kan lave investeringsskatter tilskynde til kapitalakkumulation og dermed øge konvergenshastigheden.

Hvilken rolle spiller menneskelig kapital i konvergensprocessen?

Menneskelig kapital, som uddannelse og færdigheder, er en vigtig faktor i moderne vækstmodeller. Lande med højere niveauer af menneskelig kapital har ofte en højere produktivitet og er bedre i stand til at adoptere ny teknologi, hvilket fremmer konvergens med rigere lande. Investeringer i uddannelse og sundhed kan derfor ses som en form for kapitalakkumulation, der bidrager til vækst.

Hvorfor er konvergenshastigheden ofte lavere i empiriske studier end teoretisk forudsagt?

Dette kan skyldes flere faktorer, herunder begrænset faktormobilitet, institutionelle forskelle, fragmenterede markeder, forskelle i teknologisk adgang og kvaliteten af data og estimeringsmetoder. Desuden kan politikker, der ikke er designet til at fremme konvergens, også spille en rolle.

Hvordan kan lande fremme konvergens gennem politik?

Lande kan fremme konvergens ved at investere i uddannelse og infrastruktur, skabe et gunstigt erhvervsklima, fremme handel og teknologisk innovation, og sikre makroøkonomisk stabilitet. Politikker, der reducerer barrierer for faktormobilitet og handel, kan også bidrage til hurtigere konvergens.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Faktorers mobilitet og skattesatser, kan du besøge kategorien Teknologi.