Den Mobile Nationalgarde: Frankrigs Nødreserve i 1870

Da Den Fransk-Preussiske Krig brød ud den 19. juli 1870, stod Frankrig over for en chokerende virkelighed: Landets hær var utilstrækkeligt forberedt. De første kampe resulterede i ydmygende nederlag, og den franske regering indså hurtigt, at der var et desperat behov for forstærkninger. Dette førte til en omfattende mobilisering af civile, hvilket bragte Nationalgarden – og især Den Mobile Nationalgarde – i centrum for nationens forsvarsstrategi.

Nationalgarden var på dette tidspunkt opdelt i to hovedtyper, hver med sin egen historie og formål, men begge blev pludselig vitale for Frankrigs overlevelse. Den ene var den ældre, mere ’historiske’ Nationalgarde, som havde eksisteret siden begyndelsen af det 19. århundrede, men som var faldet noget i glemmebogen før krigen. Den anden, og den mest afgørende i denne krise, var Den Mobile Nationalgarde, en relativt ny enhed, der hurtigt skulle vise sig at være en blanding af håb og store udfordringer.

Hvad var Den Mobile Nationalgarde? En ny type reserve

Den Mobile Nationalgarde blev oprettet gennem den såkaldte Niel-loven af 4. februar 1868. Dens formål var at tjene som en slags militær reserve for den regulære hær, klar til at blive mobiliseret i tilfælde af krig. Men hvem var dens medlemmer, og hvordan adskilte de sig fra traditionelle soldater?

Medlemmerne af Den Mobile Nationalgarde var unge mænd, der under den årlige militære rekruttering havde trukket et såkaldt ‘godt nummer’. Dette betød, at de var fritaget fra at aftjene deres fulde, aktive værnepligt i den regulære hær. I stedet forpligtede de sig til en femårig tjeneste i Den Mobile Nationalgarde. Tanken var, at disse mænd i fredstid ville fortsætte deres civile liv, men i krigstid kunne de indkaldes for at forstærke frontlinjen. Det var en innovativ tilgang til at udvide Frankrigs militære kapacitet uden at pålægge alle unge mænd fuld militærtjeneste.

I modsætning hertil stod den ’historiske’ Nationalgarde, som under krigen i 1870 fik navnet Den Fastboende Nationalgarde. Denne enhed bestod af alle mænd over 20 år, og dens primære opgave var at opretholde lokal orden og forsvare staten mod fjender på hjemmefronten. Mens Den Mobile Nationalgarde var tænkt som en national styrke til frontlinjen, var Den Fastboende Nationalgarde mere lokalt forankret og traditionelt ikke ment til at deltage i store militære felttog.

Hvorfor manglede de militær træning? Et kritisk svaghedspunkt

En af de mest presserende og problematiske aspekter ved Den Mobile Nationalgarde var dens mangel på ordentlig militær instruktion. Selvom de var en del af en militær reserve, havde de fleste af disse unge mænd aldrig modtaget systematisk træning eller været en del af et regiment. Årsagen var simpel: enheden var ny – kun to år gammel, da krigen brød ud – og den franske stat havde ikke haft tid eller ressourcer til at give dens medlemmer den nødvendige uddannelse. De var i bund og grund civile i uniformer, forventet at kæmpe mod en af Europas bedst trænede og mest effektive hære, den preussiske.

Denne mangel på træning var en alvorlig hæmsko. Uden grundlæggende militære færdigheder som marchering i formation, våbenhåndtering, disciplin og taktisk forståelse var Den Mobile Nationalgarde ofte ineffektiv på slagmarken. De kæmpede med at udføre selv simple manøvrer, og deres moral var ofte lav under pres. Deres management var desuden under hærens ansvar, hvilket betød, at der ikke eksisterede kommunale lister over mobiliserede, hvilket gjorde det vanskeligt at spore og organisere dem effektivt på lokalt plan.

Mobiliseringen af Frankrigs Borgere: Fra Lokalt til Nationalt

I løbet af sommeren 1870, efter de første nederlag, begyndte hver kommune i Frankrig at registrere mændene i begge Nationalgarder med henblik på mobilisering. Processen skete i flere faser, der afspejlede den stigende desperation i den franske ledelse.

• Første Mobilisering (16. juli 1870): En tidlig lov beordrede mobilisering af Den Mobile Nationalgarde i de nordlige, østlige og parisiske regioner. Disse mænd var, som nævnt, dårligt forberedt til kamp.
• Udvidelse af Mobiliseringen (10. august 1870): Kun få uger senere blev mobiliseringen af Den Mobile Nationalgarde udvidet. Alle mænd mellem 25 og 35 år, der var ugifte eller enkemænd uden børn, blev nu kaldt til aktiv tjeneste. Samme lov opfordrede tidligere militærpersoner under 45 år til at genindtræde i hæren. Dette viser et skift fra at trække på en specifik reserve til at appellere til en bredere del af befolkningen.
• Genoprettelse af Den Fastboende Nationalgarde (12. august 1870): Kort efter blev Den ’historiske’ Nationalgarde genoprettet i henhold til loven af 1851. Dette betød, at alle mænd over 20 år skulle registreres, uanset ægteskabelig status, med undtagelse af dem, der allerede var i militæret eller Den Mobile Nationalgarde. Disse mænd blev inddelt i to kategorier: en ’ordinær tjeneste’ for mænd under 55 år, der var egnede (med undtagelse af dem med dispensation), og en ’reserve’ for mænd over 55 år og dem med dispensation.
• Den ’Mobiliserede’ Nationalgarde (29. september 1870): Endelig, som krigen skred frem og situationen blev mere kritisk, blev den ’mobiliserede’ Nationalgarde oprettet ved dekret. Denne enhed inkluderede mænd fra Den Fastboende Nationalgarde, som nu skulle mobiliseres og slutte sig til den aktive hær. I første omgang omfattede dette ugifte mænd og enkemænd uden børn i alderen 21-40 år, men den 2. november blev det udvidet til også at omfatte gifte mænd og enkemænd med børn. I praksis var det dog primært ugifte mænd og enkemænd uden børn, der endte med at blive mobiliseret til hjælpehæren.

For mange landsbyer, som for eksempel Tauxières i Marne-regionen, var denne periode præget af usikkerhed og frygt for mobilisering. I Tauxières var kun få mænd direkte berørt af loven af 10. august, da de fleste unge mænd i den alder allerede var gift. Dette illustrerer, hvordan de specifikke kriterier for mobilisering påvirkede landsbyer forskelligt baseret på deres demografiske sammensætning. Mange af de mænd, der blev registreret i Nationalgarden, kæmpede aldrig, men usikkerheden og forberedelsen til mobilisering var en stor byrde.

Hvad afslører de lokale registreringslister? En skattekiste af information

De lokale registreringslister for Nationalgarden, som ofte er bevaret i kommunale arkiver, er uvurderlige kilder til at forstå den individuelle påvirkning af krigen. Disse lister giver et detaljeret billede af, hvem der blev indkaldt, og især hvem der fik en dispensation – og hvorfor.

Gennem disse lister kan man se, at 34 mænd i Tauxières, i alderen 22-54 år, blev inkluderet i den ’ordinære tjeneste’, mens 20 mænd, i alderen 38-73 år, blev placeret i reserven. Listerne afslørede også tilstedeværelsen af ’udlændinge’, som to mænd fra Luxembourg og en polsk mand, der bad om at blive registreret, på trods af at være født og opvokset i kommunen.

Årsagerne til dispensation var mangeartede og giver et fascinerende indblik i samfundets prioriteter og den enkeltes omstændigheder:

• Fysiske årsager: Mænd kunne fritages på grund af ’svaghed’, ’halthed’, ’døvhed’, ’sygdom’ eller simpelshen ’over 55 år’. Dette vidner om et samfund, hvor fysisk egnethed var afgørende for militærtjeneste.
• Professionelle årsager: Visse professioner var essentielle for samfundets funktion, og mænd i disse stillinger fik dispensation. Eksempler inkluderer dem, der skulle ’lede en fabrik’, ’på grund af deres profession’, ’på grund af deres offentlige tjeneste’ eller ’vejmænd’. Offentligt ansatte og dem, der drev vigtige virksomheder, kunne ikke let undværes.
• Økonomiske årsager: For mænd med lav indkomst kunne tjeneste i Nationalgarden være en betydelig byrde. Udgifter til uniform og tab af indtægt under tjeneste, hvor de ikke kunne arbejde, førte til dispensationer under kategorien ’for dyr tjeneste’. Dette understreger de sociale og økonomiske skel i samfundet.
• Bopælsårsager: Mænd, der havde boet i en kommune i mindre end et år, blev også fritaget, hvilket indikerer en lokal forankring af rekrutteringen.

Disse lister afslørede også interessante personlige detaljer, såsom datoen for mænds flytning til kommunen, hvilket giver indsigt i familiens historie og mobilitet.

Sammenligning: Den Mobile Nationalgarde vs. Den Fastboende Nationalgarde

For at forstå de to typer Nationalgarde bedre, kan vi sammenligne dem:

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var hovedformålet med Den Mobile Nationalgarde?
Hovedformålet var at fungere som en national militær reserve for den franske hær i krigstid. Den skulle forstærke de regulære tropper og bidrage til landets forsvar, især på frontlinjen, i modsætning til den fastboende garde, der primært var til lokal orden.

Hvorfor var medlemmerne af Den Mobile Nationalgarde ikke militært trænede?
De var primært civile, der havde undgået den aktive værnepligt, og selve korpset var relativt nyt (oprettet kun to år før krigen). Der havde simpelthen ikke været tid eller ressourcer til at give dem den nødvendige formelle militære instruktion, hvilket gjorde dem dårligt forberedt til kamp.

Kæmpede Den Mobile Nationalgarde i Den Fransk-Preussiske Krig?
Ja, mange enheder af Den Mobile Nationalgarde blev mobiliseret og deltog i kampene under Den Fransk-Preussiske Krig. På trods af deres manglende træning bidrog de til forsvaret af Frankrig, ofte under meget vanskelige forhold og med store tab.

Hvad er forskellen på 'mobil' og 'fastboende' nationalgarde?
Den Mobile Nationalgarde var en national reserveenhed, der skulle forstærke hæren på frontlinjen i krigstid. Den Fastboende Nationalgarde (også kendt som den 'historiske' Nationalgarde) var en lokalt forankret enhed, der primært skulle opretholde orden og forsvare staten på hjemmefronten. Under krigen i 1870 blev rollerne dog mere flydende, og dele af den fastboende garde blev også mobiliseret til aktiv kamp.

Hvilken lov skabte Den Mobile Nationalgarde?
Den Mobile Nationalgarde blev skabt ved Niel-loven af 4. februar 1868. Denne lov var en del af Frankrigs forsøg på at reformere og styrke sit militær i årene op til Den Fransk-Preussiske Krig.

Den Mobile Nationalgarde repræsenterer et fascinerende kapitel i fransk militærhistorie – et hastigt oprettet korps, der skulle udfylde et kritisk hul i en nations forsvar i en desperat tid. Selvom deres mangel på træning ofte var en alvorlig ulempe, symboliserede disse mænd en folkelig vilje til at forsvare deres land, selv under de mest ugunstige omstændigheder.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Den Mobile Nationalgarde: Frankrigs Nødreserve i 1870, kan du besøge kategorien Teknologi.