11/03/2023
Social mobilitet er et centralt begreb inden for samfundsvidenskab, der beskriver, hvordan enkeltpersoners eller gruppers sociale og økonomiske status ændrer sig over tid. Det handler grundlæggende om, hvorvidt og hvordan mennesker bevæger sig op eller ned ad den sociale stige sammenlignet med deres forældre eller i løbet af deres eget liv. At forstå social mobilitet er afgørende for at analysere og adressere ulighed i et samfund. Når vi taler om social mobilitet, refererer vi til en persons livsresultater, der adskiller sig fra deres forældres – det kan være i form af indkomstniveau, erhvervsklasse, uddannelsesniveau eller endda boligforhold. Mobiliteten kan være opadgående, hvilket betyder en forbedring af status, eller nedadgående, hvilket indikerer en forringelse. Dette komplekse fænomen er ikke blot et spørgsmål om individuel præstation, men er dybt forankret i samfundets strukturer, politikker og kulturelle normer.
For at give et mere nuanceret billede af social mobilitet skelnes der ofte mellem to hovedtyper: intragenerationel og intergenerationel mobilitet. Begge typer giver værdifuld indsigt i dynamikken af social forandring og reproduktion.
Intragenerationel Social Mobilitet: Denne type mobilitet fokuserer på en persons bevægelse på den sociale stige i løbet af deres eget arbejdsliv. Det handler altså om de ændringer i erhvervsklasse, indkomst eller status, som en individ oplever fra de starter på arbejdsmarkedet, til de går på pension. Forskning i Storbritannien har belyst komplekse mønstre af intragenerationel mobilitet. For eksempel har studier baseret på britiske fødselskohorter fra 1958 (National Child Development Study – NCDS) og 1970 (British Cohort Study – BCS) vist forskellige erhvervsmæssige baner for mænd og kvinder. For mænd i 1958-kohorten observeredes typisk fire baner: en 'Tidlig Top Service Bane', hvor de hurtigt nåede serviceklassejobs; en 'Faldende Service Bane', hvor de startede højt, men oplevede nedadgående mobilitet; en 'Mellemklasse Bane', hvor de gradvist bevægede sig op; og en 'Manuel Bane', hvor de forblev i manuelle jobs. For kvinder i samme kohorte var mønstrene præget af ændringer i arbejdsmarkedsdeltagelse, ofte med perioder med ud- og indtræden i arbejdsstyrken relateret til familieforpligtelser, hvilket påvirkede deres erhvervsmæssige baner. Forskning har vist, at faktorer som social baggrund (forældres klasse), evner (målt ved standardiserede test) og uddannelse havde en markant indflydelse på disse karrierebaner. For eksempel var børn fra serviceklassefamilier mere tilbøjelige til at følge fordelagtige baner, mens højere uddannelse forbedrede chancerne, især for kvinder fra manuelle baggrunde.
Intergenerationel Social Mobilitet: Denne type mobilitet sammenligner en persons sociale og økonomiske status med deres forældres status. Det er et mål for, hvor meget børns livsresultater adskiller sig fra deres forældres, og det giver indsigt i, hvor 'åbent' et samfund er. Forskning i Storbritannien har konsekvent vist, at indflydelsen fra den sociale klasse, man er født ind i, fortsat er markant på tværs af generationer. Familiebaggrunden former børns erhvervsmæssige baner ved at overføre ressourcer som uddannelse og social kapital. Selvom individuelle egenskaber som evner og uddannelse delvist kan mindske effekten af familiebaggrund, kan de sjældent eliminere de intergenerationelle uligheder fuldstændigt. Studier har endda antydet, at intergenerationelle effekter kan være blevet stærkere for yngre generationer i Storbritannien, hvilket indikerer, at familiebaggrundens indflydelse på erhvervsmæssige fordele muligvis er intensiveret.
Forskningen i social mobilitet i Storbritannien har en lang historie, der går tilbage til midten af det 2igende århundrede med pionerarbejde af sociologer som David Glass. Tidlige studier fokuserede på at analysere ændringer i erhvervsstatus mellem fædre og sønner for at forstå stabilitet og skift i den britiske sociale struktur. Disse studier viste, at selvom der var en vis grad af mobilitet, forblev mønstre for klassegengivelse udtalte. Omkring en tredjedel af mændene forblev i samme sociale klasse som deres fædre, med den højeste kontinuitet observeret i de øvre klasser. Over tid har forskningsfokus udvidet sig til at inkludere uddannelsessystemets rolle, køn, klassestruktur og socialpolitik.
Forskning har identificeret flere nøgledrivere for social mobilitet:
Uddannelse: Uddannelse betragtes bredt som en central faktor for social mobilitet. Den kan påvirke mobiliteten gennem to mekanismer: 'udligning', som reducerer indflydelsen af klassebaggrund på uddannelsesresultater, og 'kompositionseffekten', hvor udvidet adgang til højere uddannelse fører til en større andel højtuddannede individer, for hvem forbindelsen mellem social baggrund og erhvervsmæssige resultater typisk er svagere. Dog har forskning også peget på, at trods betydelige ændringer i den erhvervsmæssige struktur og en udvidelse af uddannelsessystemet, har den relative mobilitet mellem sociale klasser i Storbritannien forblevet stort set stabil over flere årtier. Dette skyldes delvist 'credential inflation' og øget social konkurrence, som har begrænset uddannelsens rolle som en mediator af social status. Sammenlignet med lande som Tyskland og Sverige har forbedringer i social mobilitet været mindre udtalte i Storbritannien.
Køn og Etnicitet: Fra 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne udviste det britiske samfund markante kønsforskelle i klassemobilitet. Mænds opadgående mobilitet stagnerede eller faldt let på grund af erosionen af fremstillings- og faglærte manuelle jobs. Kvinder oplevede derimod gradvise forbedringer, med øget repræsentation i professionelle, ledelsesmæssige og administrative roller. Dog afspejlede kvinders øgede mobilitet ofte ansættelsesinstabilitet, da afbrudte karrierer på grund af familieansvar ofte resulterede i nedadgående erhvervsmæssige skift ved genindtræden på arbejdsmarkedet. Forskning understreger også den kritiske rolle af social kapital – både formel (deltagelse i civilsamfundsorganisationer) og uformel (sociale netværk) – i at fremme eller hæmme social mobilitet. Serviceklassen besad konsekvent mere omfattende og højere status sociale netværk sammenlignet med arbejderklassen, hvilket gav dem 'brobyggende' kapital, der forbedrede deres mobilitet. Kvinder og etniske minoriteter havde ofte mindre og mindre forskelligartede sociale netværk, primært begrænset til lavere statusgrupper, hvilket hæmmede deres mobilitetsmuligheder.
Politisk Politik: Regeringens politikker spiller en afgørende rolle i at forme social mobilitet. I 2011 offentliggjorde den britiske koalitionsregering sin Social Mobilitetsstrategi, der understregede 'retfærdighed' som en modvægt til dens spareforanstaltninger. Dog var regeringens definition af social mobilitet snævrere, med fokus på 'relativ mobilitet' (individers muligheder for at konkurrere på markedet) frem for 'absolut mobilitet' (generel økonomisk opgradering). Politikker som nedskæringer i børnetilskud, øgede studieafgifter og markedsgørelse af uddannelse har potentielt bidraget til øget social ulighed og reduceret social mobilitet. Tidligere regeringer, som New Labour, integrerede i høj grad social mobilitetspolitikker med national konkurrenceevne, med fokus på at opgradere den overordnede økonomiske struktur gennem forbedring af individuelle færdigheder. Dog var deres faktiske indsats ofte mere rettet mod genbeskæftigelse af arbejdsløse end mod egentlig færdighedstræning og økonomisk strukturel transformation.
Forskning indikerer, at der er betydelige regionale forskelle i social mobilitet inden for Storbritannien, men disse er ikke jævnt fordelt. I stedet karakteriseres de af et lille antal 'hot spots' og 'cold spots', hvor mobiliteten er markant højere eller lavere end landsgennemsnittet. London som helhed udviser for eksempel en signifikant højere social mobilitet end andre områder, selvom der også inden for London er lokale forskelle. Generelt er det sydlige England mere socialt mobilt end det nordlige. Disse regionale forskelle er sandsynligvis relateret til forskelle i fordelingen af sociale klassebaggrunde mellem regioner. En relativt høj andel af serviceklassebaggrunde i det sydlige England er forbundet med regionale forskelle i uddannelsesniveau – jo højere andel af serviceklassebaggrunde, jo højere andel af beboere med videregående uddannelser. Det er dog vigtigt at bemærke, at dette fænomen mere er en 'udvælgelseseffekt' på grund af forskelle i social baggrund på individuelt eller familieniveau, snarere end en egenskab ved regionen selv. Derfor er det afgørende at fokusere på regionale forskelle i fordelingen af individuelle og familiemæssige sociale baggrunde for at forstå regional mobilitet.
Hvad er forskellen på intergenerationel og intragenerationel social mobilitet?
Intergenerationel mobilitet handler om, hvordan en persons sociale status sammenlignes med deres forældres status, altså mobilitet mellem generationer. Intragenerationel mobilitet beskriver derimod en persons bevægelse op eller ned ad den sociale stige i løbet af deres eget arbejdsliv.
Spiller uddannelse en stor rolle for social mobilitet?
Ja, uddannelse betragtes bredt som en central drivkraft for social mobilitet, da den kan udjævne muligheder og øge adgangen til højtuddannede stillinger. Dog viser forskning, at dens effekt ikke altid er tilstrækkelig til fuldt ud at opveje indflydelsen fra social baggrund, og effekten kan variere afhængigt af land og økonomiske forhold.
Hvordan påvirker køn og etnicitet social mobilitet?
Køn og etnicitet har en markant indflydelse på social mobilitet. Historisk set har kvinder og etniske minoriteter ofte oplevet begrænsede muligheder og adgang til sociale netværk (social kapital), hvilket kan hæmme deres opadgående mobilitet. Forskning har vist, at disse grupper ofte har mindre og mindre forskelligartede sociale netværk, der er afgørende for at opnå højere status.
Er der regionale forskelle i social mobilitet i Storbritannien?
Ja, der er betydelige regionale forskelle i social mobilitet i Storbritannien, med 'hot spots' og 'cold spots'. London og det sydlige England udviser generelt højere mobilitet end andre områder, og disse forskelle er ofte forbundet med regionale variationer i fordelingen af sociale klassebaggrunde.
Hvad er Social Mobility Commission?
Social Mobility Commission er en uafhængig rådgivende myndighed i Storbritannien, der har til opgave at overvåge og fremme social mobilitet. Den rådgiver regeringen om politikker, der kan forbedre uddannelses- og arbejdsmulighederne for at øge social mobilitet i Storbritannien.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Dyk Ned i Social Mobilitet: Hvad Betyder Det?, kan du besøge kategorien Teknologi.